Fredag den 6. december rykker Kulturskolen Kolding ind på Kolding Bibliotek. Her byder Kulturskolen på en musikalsk tretrinsraket, som indeholder alt fra de yngste elever, der skal have deres koncertdebut, til de ældste elever, der står på grænsen til at træde ind i den professionelle musikverden.
Kl. 15.30-16.15 er der FredagsSalon, hvor både store og små Kulturskoleelever stiller op og præsenterer det, de har fordybet sig i den seneste tid.
Kl. 16.30-17.30 er der Suzuki Huskoncert med strygerelever, der undervises efter Suzuki-metoden.
Kl. 19.30-20.30 afsluttes arrangementet med en Soiré, hvor Kulturskolens ældste og mest fremadstormende elever samt elever fra MGK Syd fremfører klassiske soloværker og kammermusik.
Arrangementet er gratis, og det kræver ikke billet at deltage.